Vedtægter/By-laws (in Danish)

Som vedtaget af den stiftende generalforsamling den 9. november 1994

Revideret på generalforsamlingen den 13. november 1997

Revideret på generalforsamling 12. november 1998

Revideret på generalforsamling 16. november 2000

Revideret på generalforsamling 8. oktober 2015

Revideret på generalforsamling 26. oktober 2020


§ 1

Selskabets formål er at fremme udviklingen af farmakoepidemiologi i Danmark for herved at bidrage til en hensigtsmæssig anvendelse af lægemidler. Selskabet vil søge at medvirke til både præ- og postgraduat undervisning samt information af relevante faggrupper om farmakoepidemiologi.

Selskabet vil søge at udbrede dansk forskning internationalt og deltage i internationalt samarbejde til fremme af farmakoepidemiologien. Selskabet vil endvidere stimulere interessen inden for farmakoepidemiologi ved vejledning og rådgivning.

Farmakoepidemiologi betragtes af selskabet som studiet af markedsføring, distribution, ordination og brug af lægemidler i et samfund, med speciel vægt på de sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser.

§ 2

Selskabet arrangerer mindst ét årligt videnskabeligt møde.

§ 3

Selskabet er åbent for alle med interesse for farmakoepidemiologi.

Udmeldelse af Selskabet skal ske skriftligt til sekretæren. Man bliver automatisk betragtet som udmeldt hvis man ikke har betalt kontingent i to konsekutive år.

§ 4

Kontingentet fastsættes for et regnskabsår ad gangen på den ordinære generalforsamling, der afholdes før det pågældende regnskabsår. Regnskabsåret følger kalenderåret.

§ 5

Selskabets øverste myndighed er generalforsamlingen. Selskabet ledes af en bestyrelse, der består af syv medlemmer. Bestyrelsens enkelte medlemmer vælges på en ordinær generalforsamling ved relativt stemmeflertal. Relativt stemmeflertal forefindes, når et forslag har fået flere stemmer end noget andet forslag, uanset antal af afgivne stemmer. Hvis antallet af foreslåede medlemmer overstiger antallet af ledige bestyrelsespladser, skal afstemningen ske skriftligt. Ethvert medlem af selskabet kan vælges til bestyrelsen. Forslag til bestyrelsesmedlemmer skal være den siddende bestyrelse i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen og skal af bestyrelsen udsendes til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen.

Hvis skriftlig afstemning skal finde sted, kan de fremmødte på hver stemmeseddel maksimalt opføre det antal navne, der svarer til antallet af ledige bestyrelsespladser. Fraværende medlemmer kan afgive stemme om dette og andre spørgsmål på generalforsamlingens dagsorden ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen eller skriftlig fuldmagt til et fremmødt medlem.

Valg af bestyrelsen gælder for to år. Umiddelbart genvalg kan kun finde sted to gange. Bestyrelsen konstituerer sig med en formand, en sekretær og en kasserer.

Generalforsamlingen vælger foruden bestyrelsen en revisor og en revisorsuppleant ved mundtlig afstemning. Valg af revisor gælder for et år ad gangen med mulighed for genvalg.

Blandt de opstillede, som ikke opnår valg, tildeles de to, som får højest stemmetal, poster som hhv. første og anden suppleant. Suppleanterne vælges for to år og erstatter bestyrelsesmedlemmer, som før deres valgterminsudløb ikke ønsker at fortsætte.

Optagelse af lån eller pantsætning skal tegnes af alle ordinære medlemmer af bestyrelsen. I alle andre tilfælde har kassereren og ét ordinært medlem af bestyrelsen tegningsret.

§ 6

Selskabet afholder én ordinær generalforsamling årligt. Generalforsamling i lige årstal afholdes i hovedstadsområdet, mens generalforsamling i ulige årstal afholdes vest for Storebælt. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst 28 dages varsel. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges ved stemmeflertal. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved simpelt stemmeflertal. På generalforsamlingen skal følgende punkter som minimum behandles: (1) Valg af dirigent og stemmetællere; (2) Formandens beretning; (3) Rapporter fra udvalg og råd; (4) Kasseren fremlægger revideret regnskab til godkendelse; (5) Indkomne forslag; (6) Valg af bestyrelse og suppleanter; (7) Valg af revisor og suppleant; (8) Eventuelt.

Forslag fra medlemmerne som skal behandles på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 21 dage før generalforsamlingen. Alle forslag der skal behandles på generalforsamlingen skal af bestyrelsen meldes ud til alle medlemmer senest 7 dage før generalforsamlingen.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst to ugers varsel af bestyrelsen, enten på dennes initiativ eller såfremt mindst seks af Selskabets medlemmer skriftligt over for bestyrelsen har anmodet herom. Anmodningen skal indeholde motivet til den ekstraordinære generalforsamling, der skal finde sted senest tre uger efter anmodningens fremsættelse. Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig ved simpelt stemmeflertal.

§7

Vedtagelse af vedtægtsændringer kan kun ske på en generalforsamling, hvor mindst 1/3 af de ordinære medlemmer er repræsenteret og kræver yderligere mindst 3/4 af de afgivne stemmer.

Såfremt kravet om fremmøde af 1/3 af de ordinære medlemmer ikke kan imødekommes på en generalforsamling hvor bestyrelsen har fremsat forslag om vedtægtsændringer kan der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling hvor vedtægtsændringer kan vedtages alene hvis mindst 3/4 af de repræsenterede stemmer for dette.

§ 8

Selskabets opløsning eller sammenslutning med andre selskaber kan kun finde sted, såfremt forslag herom har været fremsat på dagsordenen på en ordinær generalforsamling. Hvis forslaget vedtages, udsendes det til urafstemning blandt samtlige medlemmer og gennemføres ved bestyrelsens foranstaltning, hvis mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Selskabets sammenslutning kan kun ske med andre selskaber/foreninger med medicinske, forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende formål.

Eventuelle midler ved opløsning skal tilfalde almennyttige fonde eller foreninger inden for sygdoms- eller sundhedssektoren.

Scroll to top